Gode undskyldninger
Torsdag, 12. marts 2009 18:52
I et anfald af oprydningsvanvid (som heldigvis sjældent indtræffer) ryddede jeg en skuffe med arbejdsrelateret indhold af enhver art. Her faldt jeg over en fin lille folder fra Mogens Christensen med en række gode undskyldninger for ikke at foretage sig noget som helst, selvom alle kan se at noget er helt galt.
Jeg har suppleret med mine egne kommentarer.
Nr. 1: Vi har altid lavet det sådan.
(har været brugt siden stenalderen)
Nr. 2: Det kommer ikke til at virke.
(hvordan kan du vide det uden at have prøvet det?
Nr. 3: Det er ikke mig - det er min kollegas ansvar.
(hvis du ønsker at melde dig ud af diskussionen)
Nr. 4: Vi driver ikke filantropisk virksomhed.
(slår aldrig fejl)
Nr. 5: Det har vi aldrig prøvet før.
(sammen med nr. 9 blokerer denne alt)
Nr. 6: Vi kan ikke gøre noget - det er imod vores politik.
(kendes også som enhver skrankepaves primære forsvar: "Det er jo ikke mig der har lavet reglerne". Hvis politikken ikke kan håndtere virkeligheden, hvad er så lettest at ændre: politikken eller virkeligheden?).
Nr. 7: Det har vi slet ikke tid til.
(tid er ikke noget man har, det er noget man ta'r)
Nr. 8: Det er for dyrt.
(har du nu regnet på det?)
Nr. 9: Det har vi prøvet før.
(men måske gjorde I det ikke ordentligt?).
Nr. 10: Det er for sent nu - projektet er snart slut.
(det er aldrig for sent at holde op med at gøre dumme ting, og i starten af projektet synes man heller aldrig at man har tid)
Nr. 11: I vores branche er forholdene helt specielle.
(det mener alle)
Nr. 12: Vi kan tage det op senere.
(når vi bliver gamle/der er to torsdage i en uge/helvede fryser til is)
Nr. 13: Det vil ikke fungere i praksis.
(måske, men det ved vi ikke før vi har prøvet det i praksis)
Nr. 14: Vi må tjene penge.
(ja, men ingen kunder gider handle med en virksomhed som ikke har styr på en s...)
Nr. 15: Vi har overskredet budgettet.
(man har altid lov til at blive klogere)
Nr. 16: Lad os tænke over det endnu en gang.
(god til at udsætte en ubehagelig men nødvendig beslutning)
Nr. 17: Lad nogle andre forsøge først.
(den der altid følger efter, vinder aldrig)
Nr. 18: Vi har ikke tid til alle de detaljer.
(med andre ord, du har mistet overblikket)
Nr. 19: Dette forslag vil give en masse vrøvl.
(fra andre folk, som er lige så bange for forandringer)
Nr. 20: Det er ikke det rigtige tidspunkt at diskutere dette.
(hvis ikke nu, hvornår så)
Nr. 21: Det er vi ikke modne til endnu.
(man modnes bedst ved at blive udfordret)
Nr. 22: Det passer ikke ind i vores langsigtede planer.
(måske rigtigt, men planer er i bedste fald vejledende og i værste fald vildledende)