Sommerferie 2010 i Spanien
Onsdag, 28. Juli 2010 07:42
Sommerferien 2010 blev afholdt i en lille ferie- og badeby ved navn Roses på Costa Brava (Spaniens nordøstkyst). Byen ligger ca. 2 timers kørsel fra Barcelona, tæt ved den franske grænse.
Lørdag 10. juli
Udrejsedage er altid lidt kedelige. At stå mega-tidligt op, køre til lufthavnen i en taxa, stå alt for lang tid i kø til checkin fordi skvadderhovederne foran ikke kan finde ud af det, vente på at flyet skal starte boarding, flyve, lande, vente på at skvadderhovederne foran skal få lettet røven, pakket deres skrammel og komme ud af flyet, haste til bagagebåndet, vente på at skvadderhovederne i bagagehåndteringen får fingeren ud og får losset vores bagage, osv, osv, har vi ligesom prøvet før.
Nå, men det var nu ikke så slemt når det kom til stykket. Flyveturen fra Kastrup til Barcelona tog ca. 3 timer og var ganske begivenhedsløs. Her fik vi dog en positiv overraskelse. Grethe havde lejet hvad hun troede var en lille billig bil. Men den flinke Avis-dame opgraderede os af uvisse årsager til en rap og rød BMW-sag med 6 gear, aircondition og en masse andet elektronisk isenkram, som vi også havde visse problemer med at hitte ud af at betjene. Men man skulle da være et slemt utaknemmeligt skarn hvis man beklagede sig over sådan noget.
Vi navigerede i Barcelona ved hjælp af den indbyggede GPS og ruteberegner i Anders’ mobiltelefon. Det fungerede ganske udmærket og man forstår hvorfor producenterne af dedikerede GPS-produkter efterhånden har svært ved at få overskud på forretningen. Kørslen i Barcelona gik derfor rimeligt godt, vores absolutte ukendskab til byen taget i betragtning, samt det faktum at vi lige skulle vænne os til bilen.
Vi besøgte den ufærdige domkirke Sagrada Familia (den Hellige Familie), et langtids-byggeprojekt, som har været i gang i over 100 år (chef-arkitekten døde, så kom der en borgerkrig i vejen, så var det dårligt vejr, …). Det er i den sammenhæng ganske fantastisk at man kan sælge adgangsbilletter til en byggeplads til 12 Euro pr. næse. Det kunne NCR godt lære noget af.
Om eftermiddagen nåede vi frem til Roses, hvor Grethe stillede sig op i en (lang) kø for at få udleveret nøglerne til lejligheden. I mellemtiden forsøgte Mikkel og drengene at finde et sted at parkere. Det lykkedes os af uvisse årsager at komme til at køre mod ensretningen på en meget befærdet kystvej, hvilket afstedkom en del tilråb, hovedrysten og enkelte smørrede grin fra de lokale. Men til sidst fik Grethe udleveret ikke alene nøglerne til kongeriget men også til en parkeringskælder hvor vi kunne parkere det røde lyn. Tilkørselsrampen til bemeldte kælder var dog meget smal og stejl så det var ikke uden en vis form for frem og tilbage, råben og skrigen og anden form for frustration at vi fik dyret parkeret uden skrammer.
Efter at have foretaget et større indkøb af de mest nødvendige varer (øl) samt nogen andre ting i et nærliggende Spar supermarked blev aftensmaden indtaget på en ligeledes nærliggende restaurant ved navn La Cala. Menuen stod på grill-kylling med fritter (Mathias), entrecote med fritter (Anders), samt Paella (Grethe og Mikkel). Kvaliteten af maden var OK, prisen lidt højere.
Søndag 11. juli
Vi sov længe (kl. 10) og indtog en sund og varieret morgenmad bestående af æg og bacon. Dagens program var ikke fastlagt i detaljer og ambitionerne var heller ikke store. Vi ville have en dase/drive-dag uden alt for meget bøvl.
Grethe og drengene ville ned til stranden og bade. Mikkel fulgte efter for lige at checke scenen ud, men fortrak tidligt tilbage til lejligheden hvis aircondition-styrede temperatur matchede hans behov bedre.
Frokosten indtog vi på en af de utallige restauranter i byen.
Aftensmaden (spagetti med kødsovs) havde vi planlagt at tilberede og indtage hjemme i lejligheden. Samme aften skulle Spanien nemlig spille VM-finale i ’bold mod Holland og vi forventede at hele byen uanset resultatet ville gå i kollektiv nedsmeltning. I tilfældet af at Spanien vandt, ville alle (inklusive tjenere og kokke) nok fare ud og vælte rundt i gaderne iført brandert og tågehorn. I tilfælde af det modsatte ville alle der bare lignede en hollænder nok leve livet farligt. Grethe og drengede trodsede dog farene og begav sig ned i byen for at studere kampen på diverse strategisk opstillede storskærme.
Spanien vandt som bekendt og alle var glade, lige på nær en lille dreng i orange trøje som vistnok havde holdt med det andet hold og skulle trøstes af sin mor. Byen gik derefter amok i et orgie af råben, syngen og hujen, bilhorn, samt affyring af nytårsraketter, nødblus og adskillige kanonslag som var aldeles ulovlige efter dansk standard. Men det var der ikke lige nogen der havde tid til at tage sig af.
Mandag 12. juli
Dagen var udnævnt til ugens officielle shopping-dag. Derfor drog vi til byen Girona, hvor kloge og erfarne mennesker mente at vide at det var godt at handle. Det var også rigtigt nok, men vores plan led af én væsentlig fejl, nemlig at vi ikke havde nogen anelse om hvor i byen vi skulle køre hen. Hvis det havde været en lille jysk provinsby med én hovedgade og ikke meget andet havde det ikke været noget problem. Men nu var Girona et ret så stor by. Efter at have turet rundt på må og få lykkedes det v.hj.a. af Anders’ GPS-mobil at få lokaliseret en turist-information hvor vi fik udleveret et kort og forskellige anbefalinger.
Herefter gik navigationen bedre. Vi fik set en del af den gamle bydel samt flere fotogene broer over floden Onyar. Vi fik også købt shorts til Anders men sportssko til Mathias måtte vi vente med, da en lille størrelse 40 ikke var det de fleste butikker førte.
Efter frokost kørte vi videre til den lille by Besalú hvor der efter sigende skulle forefindes en gammel men velholdt bro af romersk oprindelse. Efter at have fundet byen og broen kunne vi konstatere at broen vistnok stammede fra omkring år 1.000. Dette udelukker nu nok en romersk afstamning, da det vestromerske rige faldt omkring år 600, men broen og byen var nu fin nok og klart et besøg værd.
Aftensmaden bestod af noget ruskomsnusk som Mikkel havde bikset sammen af noget han havde peget på i supermarkedets charcuteri-afdeling og som vistnok var kylling, samt noget ris med iblandet Nasi Goreng mix. Det var ikke voldsomt populært og stemningen blandt flere familiemedlemmer er i skrivende stund til restaurant-besøg i morgen.
Tirsdag 13. juli
Det overordnede emne for dagens aktiviteter var en sejltur med selskabet ”Els Blaus de Roses” til Cap de Creus, et råt klippefremspring nord for Roses. Det blæste en halv pelikan hvilket gjorde det til en sjov men halvvåd fornøjelse at stå og spille smart oppe på fordækket af turbåden. Så det gjorde vi naturligvis. Specielt Mathias blev ganske gennemblødt, men vejret var varmt så vi tørrede hurtigt.
På vejen hjem lagde vi til i byen Cadaqués, hvor vi havde mulighed for at besøge maleren Salvador Dalis hjem i den nærliggende by Portlligat. Efter sigende skulle der kun være ca. 10 minutters gang fra Cadaqués til huset, så vi startede ud i en retning vi mente var passende. Efter at have gået i 20-25 minutter begyndte vi at erkende at vi nok var gået forkert og noget slukørede vendte vi om (vi havde kun halvanden time inden båden sejlede igen). Efterfølgende kunne vi på et kort se at vi nok havde taget den størst mulige omvej. OK, så fik vi ikke sporhunde-certificat den dag.
Aftensmaden blev til alles store tilfredshed indtaget på en ordentlig restaurant. Mathias og Grethe fik muslinger til forret og et stort fad med forskellige stegte fisk til hovedret. Anders og Mikkel fik (hel)stegt blæksprutte til forret og entrecote-bøf til hovedret.
Onsdag 14. juli
Grethe havde af en kollega fået anbefalet en udflugt til en fin lille dal i de spanske Pyrenærer ved navn Vall de Núria. Det er ikke muligt at køre i egen bil til stedet, så vi skulle først køre et par timer til en anden lille by i bjergene ved navn Ribes de Freser. Herfra gik der hyppigt tog til Núria-dalen. Vejen til Ribes de Freser blev igen navigeret v.hj.a. Anders’s mobil-GPS, som dog havde visse vanskeligheder da der var vejarbejde i en mellemliggende by ved navn Ripoll. Men ved selektivt at ignorere visse af GPS’ens instruktioner nåede vi dog frem i fin stil.
Núria er en typisk men skøn bjergdal med en lille sø som midtpunkt. Ved siden af søen findes et område med hotel, restauranter, cafeteria, legeområde, og andre faciliteter. Området er nok primært lagt an på vintersport, men indeholder flere fine vandreture som ikke er alt for krævende. Dette betød bla. at gennemsnitsalderen for de besøgende var ret høj, men der var også en del børnefamilier. Erfarne bjergvandrere vil dog nok finde ruterne lidt for nemme.
Selvom solen skinnede fra en skyfri himmel lå temperaturen på moderate 20 grader da stedet lå i ca. 2.000 meters højde. Vi havde medbragt overtøj da vi var blevet advaret om at det godt kunne være lidt køligt, men det fik vi ikke brug for.
Vi havde en rigtig fin dag og var først hjemme i Roses om aftenen. Vi snuppede et hurtigt måltid på en nærliggende snask. Ikke nogen større kulinarisk oplevelse men vi blev da mætte.
Torsdag 15. juli
I et svagt øjeblik var vi kommet til at love drengene at de kunne komme i det nærliggende vandland, så det blev så torsdag. Der er ikke meget at berette herfra, ud over at vandlandet var vel udstyret med diverse vand-baserede forlystelser, og at hvis man ikke er til den slags er det anbefalelsesværdigt at medtage tæppe og godt med lekture, mens man venter på at ens unger bliver trætte.
Anders blev desværre ret så solskoldet selvom han havde fået solcreme på. Mathias slap lidt mere nådigt.
Aftensmaden bestod af et kødorgie (bøf + noget mere kød), indkøbt i det lokale Spar-supermarked, samt noget salat og friske baguettes.
Fredag 16. juli
På vores andre udflugter havde vi flere gange kørt forbi byen Figueres, så nu mente vi at tiden var kommet til at se hvad denne by bød på. Til alt held indeholdt den et stort og rummeligt museum dedikeret til kunstneren Salvador Dali, som jo havde slået sine folder her på egnen.
Det var der så en del andre der også havde fundet ud af, hvorfor vi måtte stå i kø i noget tid for at komme ind. Men en flok rimeligt habile gademusikanter sørgede heldigvis for noget underholdning imens.
Vel indenfor kunne vi så bese kunstnerens kreationer. Og her var nok at lade øjnene hvile på. Der er ikke noget at sige til at det katolske Spanien havde lidt svært ved at håndtere en vild og gal mand som Dali, som fuldstændigt respektløst blandede alle indfald sammen i en totalt surrealistisk trykkoger, gerne med anvendelse af bare baller, bryster, og struttende tissemænd og -koner. Anders var dog lidt nede rent mentalt p.gr.a. hans solskoldning, så vi blev ikke helt så længe som planlagt.
Eftermiddagen blev tilbragt hjemme i lejligheden, da badning var udelukket for Anders’ vedkommende.
Lørdag 17. juli
Hjemrejse! Vi skulle evakuere lejligheden allerede kl. 10 men skulle først flyve fra Barcelona først på aftenen. Så vi havde nogle timer at slå ihjel.
Den første tid blev brugt til a overveje om man kunne betale med kreditkort ved motorvejsbetalingsanlæggene. I Spanien har man betaling for kørsel på visse motorveje. Det havde vi prøvet før men havde altid haft kontanter nok. Men nu havde vi aftenen før været "gode" til at få fyret vores kontanter af, så det var med en vis ængstelse at vi opdagede at vi ikke ville have kontanter nok til at betale (dette opdagede vi selvfølgelig først da vi var kørt ind på motorvejen). Jeg har oplevet flere steder i USA hvor det ikke er muligt at betale med kreditkort (f.eks. Golden Gate broen i San Francisco). Men heldigvis viste det sig at de er mere fremme i skoene i Spanien på det område.
Grethe havde fundet en stor park i Barcelona ved navn Parl Güell som skulle indeholde bygninger og andre kunstværker af den berømte arkitekt Antoni Gaudi, som også stod bag Sagrada Familia katedralen. Efter at have brugt noget tid på rent at finde et sted at navigere (hvilket ikke er helt nemt i Barcelonas ensrettede gader) fandt vi frem til parken. Men ak - det var ekstremt varmt og vores vilje til at indtage parkens fine detaljer smeltede hurtigt bort.
Efter at have indtaget en hurtig frokost på en iøvrigt fin lille cafe tog vi ud til lufthavnen hvor vi tilvragte de sidste timer i mere tolerable temperaturforhold.
