I skyggen af en financiel nedtur

OK, det var så officielt et lorte-år. Efter at vi danskere have levet det søde liv i overhalingsbanen og snakket højr og bredt om hvornår vi kunne købe resten af verden, faldt hele luftkastellet sammen under sin egen (fjer-lette) vægt. De talende hoveder på TV snakkede nu ikke om andet end "krise" selvom en "krise" rent sprogligt er karakteriseret ved at være kortvarig. En længerevarig krise er ikke en krise; det er den nye ligevægtstilstand. Men det var alligevel smådeprimerende at høre på i længden.

2008 var på nogen områder business as usual og på andre områder et forandringens år. Det sidste mest på det globalt financielle område, hvor de tidligere fede år pludseligt blev afløst af nedgang, modgang og generel panik. Det er ikke fordi det har ramt familien direkte, men påvirket bliver man jo altid. At opleve tilsyneladende fornuftige mennesker rende rundt som hovedløse høns og baske med armene er aldrig et kønt syn.

Men hvor familien som helhed ikke har foretaget de store tigerspring har ungerne haft mere gang i forandringsprocesserne.

Min stærkt republikanske far tilstod i sin nytårshilsen til familie og venner, at han sin overbevisning til trods havde stor tillid til monarkiet. For som han skrev, "når Monarken om kort tid på fjernsynet vil hævde at endnu et år et gået, så tror vi på hende". Ja, lidt for tillidsfuld, grænsende til det naive har han altid været. Personligt tror jeg ikke på noget der lyder som om det kunne have stået i Se og Hør.

Et ekstra år er kommet og gået, og på trods af emnets generelle udslidthed vil jeg da ikke undlade igen at gøre status over familiens gøren og laden.